Vi skal bygge Nørager Friplejehjem
Finansieringen af Nørager Friplejehjem er nu faldet på plads. Det er AP Pension der står i spidsen for byggeriet, hvor de i en partnerskabsaftale med Danske Diakonhjem kommer til at stå som bygherre.
Finansieringen er trukket i langdrag, da der er kommet nye strenge regler for at opnå statsgaranti for lån til opførelse af et friplejehjem.
Nu er det dog endelig lykkedes Danske Diakonhjem med base i Vejle, at få finansieringen af det planlagte friplejehjem i Jernbanegade i Nørager på plads.
Det forventes at det første spadestik til Friplejehjemmet kan ske til april næste år.
Friplejehjemmet skal rumme 40 lejligheder på hver 46 kvm. Lejlighederne skal opføres med entre, køkken, badeværelse, opholdsstue og soveværelse.
Herudover skal der på hver etage etableres et fælles køkken og en fællesstue samt diverse depoter og toiletter.
Bebyggelsen vil også inkludere en reception, lokaler til medarbejderne og en aktivitetssal. Den forventede indflytning er efter den nuværende tidsplan primo 2021.
Byggefirmaet Knudsgaard er valgt som totalentreprenør på opgaven. Det foreløbige projektmateriale er udarbejdet af arkitektfirmaet ERIK arkitekter.
Friplejehjemmet opføres som en bygning i to etager udformet som en fire-længet bygning med lukkede gårdhaver mellem bygningens forskellige fløje.
Byggeriet af friplejehjemmet er budgetteret til at ville koste 58 mio. kr., og bliver dermed det største samlede byggeri i Nørager nogensinde.